God ledelse kræver personligt ansvar

Regeringen har under stor mediebevågenhed nedsat et ministerudvalg med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen, der inden sommerferien skal komme med en rapport om, hvordan man styrker det personlige ansvar.

Regeringen vil have danskerne til at tage mere ansvar for deres eget liv, fordi den mener, at der i visse dele af befolkningen er sket et skred i en uheldig retning.

Det er en vigtig diskussion, som regeringen tager op. Diskussionen har mange facetter, men en af de vigtige er forholdet mellem regler og retningslinjer – og personligt initiativ og ansvar.

Et lille eksempel illustrerer vigtigheden. Ved et foredrag fortalte en af deltagerne, at en kollega var ved at gå ned med stress. På spørgsmålet om, hvad deltageren havde gjort for at hjælpe kollegaen, var svaret ”ingenting”. Virksomheden havde jo ikke en stresspolitik, og sådan en skulle man have, før man kunne gøre noget...

Vi ser det mange steder. Hver eneste gang, vi er utilfredse med noget, appellerer vi til for eksempel politikerne eller offentlige myndigheder om, at de skal gøre noget. Hensigten er, at der indføres nogle regler, således at vi ved, hvad vi skal gøre. Resultatet er, at det personlige ansvar mindskes, og at ingen føler ansvar for noget som helst.

Det er måske sat på spidsen, for jeg ser dagligt gennem mit arbejde ledere, som påtager sig et personligt ansvar. Det, der er karakteristisk for de ledere, er, at de går foran og netop er ledere i stedet for managers.

Som bekendt kan man vedtage og udarbejde alle mulige retningslinjer og regler, uden at det påvirker ret meget. Der er altid en risiko for, at forkromede planer ender som støvede ringbind på reolerne uden betydning for det daglige arbejde. Dermed ikke sagt, at regler, retningslinjer og opbakning til ledergerningen ikke er vigtigt. Men det kan ikke stå alene.

For personligt ansvar er vigtigt i ledergerningen. Uanset, hvad man siger som leder, så er det lederens handlinger i det daglige, som viser, hvad der betyder noget, og hvordan man tager ansvar. Lederens handlinger viser, hvad virksomheden og lederen står for. Derfor er det vigtigt, at lederen går forrest.

Man kunne måske hævde, at lederne bliver spændt for alt for mange vogne disse år. Opgaverne er næsten uendelige. God seniorpraksis er en ledelsesopgave. Integration er en ledelsesopgave. Sundhed på arbejdspladsen er en ledelsesopgave. Sygefravær er en ledelsesopgave. Anvendelse af medarbejdernes realkompetencer er en ledelsesopgave. Sikring af mangfoldighed på arbejdspladsen er en ledelsesopgave. Sådan kunne jeg blive ved – opremsningen er på det nærmeste endeløs, for der er næsten ingen ende på det ansvar, mange ledere skal løfte.

Det sker ikke helt sjældent, at jeg møder ledere, der siger: ”Det er jo meget godt med alle de ledelsesopgaver – men hvornår får jeg tid til at koncentrere mig om bundlinjen? Det er jo, når alt kommer til alt, den, vi skal leve af.”

Svaret er: Ja, det er bundlinjen, vi skal leve af. Netop derfor er ledelsesopgaven så vigtig.

En positiv bundlinje er en ledelsesopgave, og den løses ved at fokusere på, at det netop er god ledelse af mennesker, der skaber den positive bundlinje. Og ledelse af mennesker kræver personligt ansvar og gøres ikke blot ved hjælp af regler og retningslinjer.