Din indflydelse som leder finder med andre ord sted på to måder. Dels gennem din konkrete ledelsesstil – det vil sige, hvordan du i det daglige leder dine medarbejdere – og dels gennem din funktion som rollemodel – det vil sige, hvordan du selv opfører dig i det daglige.

Hvordan taler du for eksempel i telefon med jeres samarbejdspartnere? Hvordan griber du afdelingsmøderne an? Og mere lavpraktisk: Hvordan tackler du en dag, hvor computeren driller, og posten er forsinket?
Dine handlinger udgør en slags vejviser, som dine medarbejdere kan støtte sig op af. Via dit eksempel bliver visionen om den bedste fremgangsmåde og indstilling båret videre til medarbejderne.
Udgangspunktet for din funktion som rollemodel bør altid være virksomhedens værdier og holdninger. Derfor er det afgørende, at du tager værdierne til dig, så det, du siger og gør, er i overensstemmelse med virksomhedens strategi.
Det gælder for eksempel, når det kommer til virksomhedens ønske om at skabe en god balance mellem medarbejdernes arbejds- og fritidsliv. Hvis du står med en stresset medarbejder, nytter det ikke at sige til vedkommende, at han ikke skal arbejde om aftenen, hvis du selv sender vigtige mails og notater ud på dette tidspunkt. Det hjælper heller ikke at forsøge at sælge budskabet om motion og sund kost, hvis du altid tager bilen til arbejde og insisterer på, at der skal stå chokolade og cola fremme til jeres møder.
Som kommende leder er det alt i alt vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i, hvad rolleskiftet fra kollega til leder indebærer. Der gælder nemlig andre regler for dig fremover i alt lige fra din mødeledelse til din opførsel til frokoster og firmafester.