Dine udtryk, din væremåde, din påklædning, dine resultater, dit job, dine fritidsinteresser er alt sammen med til at tegne en profil af dig for omverden.
Når det handler om at profilere dig selv for at gøre karriere – måske som leder – skal du være bevidst om, hvornår du optræder i professionel sammenhæng og hvornår du er privat.
Brug det rigtige rum til profilering
På dit job bliver du helt automatisk profileret i kraft af dine funktioner, opgaver og ansvar. Dine faglige resultater tegner en del af din profil - men vær bevidst om, at din daglige adfærd både fagligt og socialt over for kolleger og chefer også er en del din personlige profil.
Hvis dit job indebærer, at du også repræsenterer virksomheden udadtil – eksempelvis ved møder, kundebesøg eller konferencer – så er du både med til at tegne et billede af virksomheden, men du også har mulighed for at profilere dig selv som professionel mulig kandidat til et fremtidigt job hos en samarbejdspartner eller leverandør.
Samtidig skal du være opmærksom på offentlige rum, hvor alle ser og lytter med. Selvom du har fri som privatperson, så kan du være genkendt som en professionel ansat. Undgå at tale højtlydt og negativt om dit job i din mobiltelefon, når du kører i offentlige transportmidler eller er på cafeer - det samme gælder, når du er til fester og sammenkomster, hvor der er andre end dine meget nære venner.
Hvis du får mulighed for at optræde i massemedier (tv, radio, blade), så vær opmærksom på, at dine private interesser og udsagn også tegner din profil, når det næste job skal søges.
Vær opmærksom på hvordan du fremstår på sociale medier som f.eks. Facebook og Twitter, hvor mange kan finde din profil. Det kan have både give en positiv og negativ effekt, at blive genkendt i en jobsøgning for andet end deo som vedrører dine professionelle kompetencer.
Brug de rigtige metoder til profilering
Når det gælder profilering af dig selv er det vigtigt at skelne mellem dig som privatperson og som professionel kandidat til et lederjob. Særligt når det gælder lederjobs, er det vigtigt ikke at gøre alle dine private forhold til en del af din professionelle profil. Samtidigt vil der ofte være en forventning om, at der ikke er for stor forskel mellem din profil som leder og som privatperson. Lidt enkelt sagt, så forventer mange virksomheder, at du som leder optræder som ’firmaets mand/kvinde’, også når du har fri.
Når du skal profilere dig selv, er det ved det personlige møde, du skaber den mest præcise opfattelse af dig selv hos andre personer.
I det personlige møde er det vigtigt, at du i professionel sammenhæng er opmærksom på, at dine udsagn både fortæller noget om dine erfaringer, resultater og mål, men også at du ofte repræsenterer en virksomhed. Råd til dine mundtlige udsagn kan du læse mere om under Elevatortalen
- Vær ærlig - overdriver du din viden og erfaringer reducerer du din troværdighed
- Vær professionel - hold dig til faglige udsagn, vurderinger og resultater
- Vær konsistent - gentag gerne få udsagn og vurderinger i forskellige sammenhænge
Profiler dig over for de rette personer
Din professionelle profilering er naturligvis mest tydelig over for dine kolleger og chefer, som du ser dagligt. Når det handler om at profilere dig selv til at komme videre i karrieren som kommende leder, så skal du vide, hvem der er interessant at profilere sig over for.
I dit nuværende job kan andre end din nuværende chef være relevante, hvis virksomheden har en vis størrelse. Her sidder en personale-/HR chef ofte i en nøglerolle, når der skal udpeges kommende lederkandidater, så sørg for at vedkommende kender dig!
Er du ude til konferencer, seminarer eller lignende via dit job, så husk at både pauser og eventuelle spørgsmål til oplægsholdere er de vigtigste tidspunkter, du kan vise dig frem og skabe kontakter. Husk, hvem du har talt med, og hvad deres jobfunktion er – den hurtige måde er at udveksle visitkort eller mail-adresser. Det giver dig mulighed for at følge op på samtalen og senere gøre disse personer til en del af dit netværk.
Har du en profil på Linked In så husk at opdaterer den når du har fået ny viden eller er med i faglige netværk. Du kan også forsøge at skrive artikler, klummer og indlæg til relevante faglige magasiner, blogs eller hjemmesider. Ved at skabe en offentlig platform i medier bliver du profileret professionelt. Her skal du som kommende leder være særlig opmærksom, at dine private holdninger præsenteret i offentlige sammenhæng, f.eks. i lokalavisen, også bliver en del af din profilering i en senere jobsøgning.
Når du er ude som privatperson til sammenkomster og fester, hvor du møder nye personer, så vær også her opmærksom på, om de har jobs og er i virksomheder, hvor du med fordel kan vise en professionel adfærd og profilere dig selv - selvom jeres første møde er i mere private rammer.
 |
Effektiv og personlig elevatortale Lær at præsentere dig selv kort og præcist og styrk din profilering.
Gå til guide |