Et billede af dig selv kan være et godt supplement til det, du skriver i dit CV og din ansøgning, mener Nikoline Meyer, ledelsesrådgiver hos Lederne. Men husk at tænke over, hvilke signaler.
I avisen Kommunen giver hun råd til, hvordan du bruger fotoet rigtigt på din vej frem i karrieren:
- Tænk professionelt. Se ud på billedet, som du vil se ud på jobbet. Fotoet skal være en del af dit professionelle image, så undgå at bruge feriebilleder.
- Placer fotoet i CV’et. Fotoet er et tillæg til dine personlige oplysninger i CV’et og skal derfor ikke være i ansøgningen. Desuden vælger arbejdsgiveren ofte at læse cv’et først.
- Send i Pdf-format. Det holder på layoutet. Hvis du sender CV og ansøgning i for eksempel Word-format, risikerer du, at billeder bliver forvrænget.
- Brug sort/hvid-billede. Fotos i farver bliver hurtigt uskarpe og uklare, hvis de kopieres meget eller printes ud på mindre heldige printere.
- Brug en fotograf. Billedet skal repræsentere dig i dit professionelle liv. Så brug pengene på en rigtig fotograf, hvis du ikke kender en, som er ferm med et godt digitalkamera.