
Selv om du er en fremragende mellemleder, vil du ikke nødvendigvis blive en god topboss. Med mindre du ændrer din måde at tage beslutninger på, understreger Hafdis Thorsteinsdottir, områdedirektør hos CfL.
- Når ledere kommer på topniveau, har de ikke kun ansvar for én afdeling, men skal overskue hele virksomhedens fremtid og resultater. Selv om toplederen har haft succes med hurtige beslutninger på mellemlederniveau, er det fatalt for virksomheden, hvis han fortsætter den stil, siger Hafdis Thorsteinsdottir, områdedirektør hos CfL, til Morgenavisen Jyllands-Postens karrieretillæg.
En rundspørge blandt 120.000 ledere viser, at succesfulde mellemledere og dygtige topchefer har vidt forskellige beslutningsstile. I undersøgelsen svarer de blandt andet på, hvordan de tænker, og hvor meget de har behov for at vide, før de træffer deres beslutninger. Med ledernes lønniveau som succesparameter er konklusionen, at de 20 procent bedst betalte mellemledere træffer beslutninger ud fra få informationer og løsningsmuligheder, mens de 20 procent højtlønnede topledere overvejer mange informationer og mulige løsninger, inden de træffer deres valg.
- Det er ganske naturligt, for hvis du for eksempel er teamleder eller værkfører, så gælder det om at holde en drift i gang, at være effektiv og give hurtige direktiver. Hvis du er på direktørniveau, er dine beslutninger ofte nogle, der kræver, at du tænker mere taktisk og i flere alternativer. Du skal også integrere andre for at kunne sælge din strategi til organisationen og få alle til at løbe efter den, siger Halfdis Thorsteinsdottir i en artikel på CfL’s hjemmeside.
Hun understreger, at ingen af beslutningsstilene er bedre end den anden, men at de er gode i hver sin sammenhæng og situation.