
Helt konkret viser tallene, at hele 82 procent af de nye ledere sender deres arbejde en kærlig tanke i deres fritid. Det er dog hverken overraskende eller alarmerende, mener ledelsesrådgiver Niels Henriksen (på billedet) fra Ledernes Hovedorganisation.
- Nye ledere vil gerne gøre det godt, så det er klart, at de har antennerne ude. Det er der ikke noget underligt i, men det gælder om at finde den rette balance. Man tænker jo også på familie og venner, når man er på job, siger Niels Henriksen.
Han henviser til en undersøgelse, der viser, at for tre ud af fire ledere er det en livsform at være leder. Derfor er det også naturligt, at ledere tænker på deres job, når de har fri, men det er vigtigt at være opmærksom på, hvad det er for tanker, der fylder hovedet.
- Det handler om balance, og derfor er det vigtigt, at man lægger mærke til, om det er negative eller positive tanker, man har, når tankerne falder på arbejdet, siger han og påpeger, at man som leder selv har et ansvar for at skabe en balance mellem arbejdsliv og fritid.