
Mange års erfaring og et langt CV er ikke den eneste vej til en stilling som leder, viser medlemstallene fra Lederne.
Organisationen oplever nemlig en markant tilgang af medlemmer, som endnu ikke er fyldt 30 år. I løbet af det seneste år er antallet af medlemmer under pebergrænsen steget med 22 procent. Til sammenligning ligger den generelle medlemsvækst i samme periode på 5 procent.
- Vi ser en klar tendens til, at man tidligere bliver leder. Mange virksomheder har gjort op med den gamle måde at vælge folk ud til et lederjob på, hvor det er ancienniteten, der tæller, siger salgs- og marketingschef hos Lederne Uffe Daub til Berlingske Tidende.
Han ser den massive rekruttering af nye ledere som et udtryk for, at virksomhederne forbereder sig på, at en stor generation af ældre ledere snart kan forlade arbejdsmarkedet.
Virksomhederne er dog stadig meget afhængige af den viden, som de ældre ledere har, og det er vigtigt, at den yngre generation får del i deres garvede kollegers erfaringer, understreger Uffe Daub.