Din vej til lederjobbet Om lederjobbet Din ansættelse Værktøjer Tal og tendenser Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Ændrede ansættelsesvilkår

Din arbejdsgiver har altid mulighed for at indføre ændringer i dit ansættelsesforhold. Ændringer, der ligger inden for arbejdsgiverens ledelsesret, er du forpligtet til at acceptere med kort varsel. Er der derimod tale om væsentlige ændringer, er du ikke forpligtet til at acceptere disse. I stedet kan du betragte dig som opsagt.


Der er ingen lovregler, der fastslår, hvornår ændringer er så væsentlige, at du ikke er forpligtet til at acceptere dem. Det afhænger af ansættelsesforholdet. Det er derfor en god idé at fastlægge grænserne for, hvad din stilling dækker i en stillingsbeskrivelse.

Væsentlige ændringer eller ej?
Som hovedregel siger man, at hvis ændringen er så væsentlig, at der reelt er tale om en anden stilling, er du ikke forpligtet til at acceptere den. Derimod skal du acceptere ændringer inden for stillingens indhold samt midlertidige ændringer, da de ligger inden for din arbejdsgivers ledelsesret.

Eksempler på væsentlige ændringer
Det vil altid kræve en konkret vurdering for at fastslå, om en ændring er væsentlig eller ej, men eksempler på væsentlige ændringer er:

  • At du mister din funktionærstatus.
  • At du får dårligere løn.
  • At du fremover beskæftiges i en helt anden stilling.
  • At virksomheden flytter adresse, hvilket indebærer, at du får væsentlig forøget transporttid og transportomkostninger.
  • At din arbejdstid ændres væsentligt.

Hvis du ikke ønsker at acceptere væsentlige ændringer
Du skal straks protestere, hvis du ikke ønsker at acceptere ændringerne. I forbindelse hermed er det vigtigt, at du får afklaret, om din arbejdsgiver ønsker, at du fortsætter på uændrede vilkår, eller om du skal fratræde din stilling.

Hvornår træder ændringen i kraft?
Hvis der er tale om væsentlige ændringer, vil disse som hovedregel skulle varsles med dit individuelle opsigelsesvarsel og vil dermed først træde i kraft ved udløbet af dette varsel. Der er dog intet til hinder for, at det aftales, at ændringerne indføres før udløbet af dette varsel. Sådanne aftaler bør af bevismæssige årsager altid foreligge skriftligt og kræver din accept.

Ændringer inden for stillingens indhold
Hvis ændringerne er inden for stillingens indhold, er du nødt til at acceptere dem. Ligeledes må du som udgangspunkt acceptere interne omlægninger i virksomheden. Eksempelvis rationaliseringer og sammenlægninger af funktioner, hvor dit arbejdsområde i nogen grad ændres eller indskrænkes.

Midlertidige ændringer
I en række tilfælde kan dit arbejde midlertidigt skifte karakter, uden at det giver dig nogen reaktionsmuligheder. Du er blandt andet nødt til at acceptere ekstraordinære arbejdssituationer i forbindelse med f.eks. flytning af virksomheden, udsalg eller force majeure i form af brand, oversvømmelse mv. Din arbejdsgiver kan også kræve, at du er fleksibel i forbindelse med kollegaers sygdom og ferie.

Hvis der opstår strejke
En helt særlig situation forekommer, hvis der er strejke i din virksomhed.

Hvis der er tale om en lovlig overenskomstmæssig konflikt, er du som leder i henhold til Lederaftalens §18 (pdf) mellem os og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) forpligtet til at lave dit sædvanlige arbejde samt medvirke til at redde værdier, selvom det medfører, at du må påtage dig andre arbejdsopgaver uden for dit normale arbejdsområde.

Hvis der er tale om en ulovlig strejke, går din forpligtelse videre, da du i en sådan situation har pligt til i videst muligt omfang at være med til at opretholde virksomhedens drift. Du bør altid i en sådan situation kontakte os.

Ny kontrakt ved ændrede vilkår
Hvis dine ansættelsesvilkår ændrer sig, er det vigtigt, at du får ændringerne indført i din kontrakt.

Ændrede vilkår for din ansættelse kan også omfatte nye vilkår, som vil være væsentlige for fortsættelsen af dit ansættelsesforhold. Det kan f.eks. være i form af et nyt ansvarsområde, eller hvis virksomheden tilbyder en bonusordning.


Kender du vores 24 timers service?
Har du brug for at få gennemgået din kontrakt eller opsigelse? Ønsker du sparring før en jobsamtale? I de fleste tilfælde kan vi gøre det inden for 24 timer.

Send kontrakt
Send opsigelseFå sparring til jobsamtalen
Tjek på karrieren?
Du kan selv gøre meget for at fremme din karriere. Lederne kan hjælpe dig med at udnytte dit fulde potentiale.

Ledernes KarriereHjul
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne